Foredrag

Her er nogle forslag til mulige emner, jeg kan holde foredrag om. Du er også velkommen til at skrive til mig om andre emner, som du måtte ønske at have i fokus, så kan vi sammen finde den bedste løsning

Moral, seksualitet og tro: Danmark i 1800-tallet

Hovedpersonen i den historiske roman, Ånden på Nørre Nissum, kommer til verden med en særlig ilterhed og trang til at sætte ting i gang. Han flytter sig fra landet til storbyen og tilbage på landet igen, denne gang i Vestjylland.

Han tror på sig selv og ser muligheder i tilværelsen, men han kæmper også med sig selv, sin moral, sin seksualitet og sin tro. Hans liv afspejler det Danmark, han fødes ind i. En tid med kønskamp og brydninger mellem Indre Mission og Gruntvigianerne.

Tør du huske din barndom?

Nogle kan ikke huske deres barndom, andre ønsker det ikke. Vores erindringer er med til at bestemme, hvem vi er og hvordan vi vælger at leve. Når vi læser skønlitteratur, kan vi af og til få adgang til nogle erindringer. Mit foredrag vil handle om alt det, der er værd at huske; stoltheden og glæden, men også angsten, usikkerheden og ensomheden. Alt det vi har brug for at komme i kontakt med, hvis vi vil vokse som mennesker.

Idéerne, det hårde og det sjove

Jeg bruger mig selv, når jeg skriver, både i de historiske og de mere autobiografiske tekster. Der er lidt af mig selv i alle mine bøger, og – om alt går vel – kan læseren også finde lidt af sig selv. Skriveprocessen bygger på vaner, men er også spækket med overraskelser. I dette foredrag fortæller jeg om, hvordan mine romaner bliver til. 

Nutidens tabu – brud i familien

Familiebrud rammer rigtig mange mennesker – men de fleste holder det for sig selv, er måske flove over at tale om det. Det slider at miste kontakten til en bror, en søster, en forælder. I romanen Familien Ifraeems blå øjne får konflikten fatale konsekvenser. Så slemt går det sjældent, men i de fleste familier kunne man blive bedre til at tale sammen. Når det kommer til brud, handler det ofte om gamle svigt, som man knapt nok selv er bevidst om, som det er tilfældet med Naadia i Familien Ifraeems blå øjne.