Udgivelser

Ånden på Nørre Nissum

2021

Bogen starter med Adolphs fødsel (1856) i en lille sydsjællandsk landsby, hvor ritualer og overtro fylder, han er rig på ideer og påhit, som forældrene har svært ved at følge, men han er let at begejstre og let at holde af. Allerede fra barndommen er vi vidner til hans smittende humør, men også hans kampe for at høre til. Vi følger hans livtag med kærligheden og de erotiske drifter, der ikke lader sig undertrykke. 

Uddrag

Maj 1883, København. Han giver hende hånden til farvel og drister sig til at holde den lidt for længe. Kunne han bare fortælle hende, hvor tiltrækkende hun er, hendes smil, hendes ansigt, men han nøjes med at sige tak for i dag.Han danser hjem ad Gammel Kongevej, lover sig selv, at de skal have et kærlighedsægteskab, men indtil da vil han ikke tænke på hende om natten, ikke blande hende ind i drømmene om Betty og Abelone.

Familien Ifraeems blå øjne, 

2018

De to søstre er forskellige som dag og nat. I årevis ser de ikke hinanden, taler ikke sammen. Allerede som børn bliver søstrene skilt ad. Den ene bider tænderne sammen ved Den Kongelige Ballet. Den anden lytter til farmorens historier og drikker Doodh Pati i et almennytttigt boligbyggeri i Varde.

Familien Ifraeems blå øjne er en slægtsroman om en dansk/pakistansk familie. Vi følger farens flugt ad Silkevejen i datidens Mellemøsten og hans liv som gæstearbejder i Varde og morens opvækst på landet uden for Varde. Sammen får de to døtre. 

Stolthed og skam, kulde og varme, kærlighed og had – alt trækker tråde langt bagud i slægtens historie.

Uddrag

Hvad fanden bildte Naadia sig egentlig ind? Hun ringede til hende og talte uafbrudt om sig selv, og hun ringede kun, fordi hun havde brug for en barnepige. Fandme nej. Det kunne hun godt glemme.   

 

Lissom regn,

2015

Romanen beskriver en opvækst i 1960’erne og 1970’ernes provinsdanmark. Historien fortælles ikke direkte kronologisk, men i netop de små glimt, man husker sin barndom i. Lotte Lykke Frederiksen skriver stærkt og medrivende, og man husker med både smerte og glæde sin egen barndom, når hun fortæller.

Selvom sproget er let og fabulerende kommer vi i kontakt med det skrøbelige ved barndommen og ved eksistensen i det hele taget. Stemningerne skifter løbende – lissom regn – fra det triste og tunge til det lette og livgivende og med en selvironi, der får en til at trække på smilebåndet.

Uddrag 
 Jeg trækker maven ind. Den stritter alligevel, men lidt hjælper det da. Jeg småløber henover de hvide fliser, åbner døren til svømmehallen – den lidt koldere luft vælter mig i møde, jeg fryser allerede. Så står jeg på kanten af det dybe. Svømmelæreren holder om min mave. Af alle dage skal der øves hovedspring i dag. Alle de andre har allerede sprunget, men jeg nægter. ”Du vil synes, det er sjovt, bagefter,” siger svømmelæreren. Det er noget af det dummeste, jeg nogensinde har hørt.